Spring til hovedindhold

Forslag

Røde flag

Signaler på potentiel hvidvask og terrorfinansiering.

Kun kreativiteten sætter grænser, når ulovlige midler vaskes hvide. Af samme grund kan Hvidvasksekretariatet ikke give en færdig tjekliste, du kan bruge til at sikre din mistanke om aktiviteter eller transaktioner, der har at gøre med hvidvask eller finansiering af terrorisme.

 

Som erhvervsdrivende kender I kunderne og branchen bedst. Og den vigtigste indikator er derfor altid, at I oplever en kunderelation, som er mere eller mindre atypisk. Det er jeres kundeerfaring, der er grundlaget for at undre sig og undersøge nærmere.

 

Som myndighed har vi dog erfaring med, at nogle strategier og fremgangsmåder går igen, når kriminelle aktører hvidvasker et ulovligt udbytte.

Dem har vi beskrevet i dokumenterne Røde Flag. De kan være gode at have i baghovedet, hvis en kundes opførsel virker atypisk eller mistænkelig.

  • Nogle signaler er relevante for flertallet af underretningspligtige. Dem beskriver vi under Generelle Røde Flag.
  • Andre signaler er relevante for en særlig gruppe af underretningspligtige. Dem beskriver vi i Branchespecifikke Røde Flag
  • Endelig knytter nogle signaler sig til bestemte kriminalitetsområder eller fremgangsmåder. De er angivet i Røde Flag for Kriminalitetsområder eller Modus.

 

Signalerne er tænkt som en hjælp til personer og virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, og som har pligt til at underrette Hvidvasksekretariatet. Men de har også interesse for andre, der i henhold til lovgivningen har pligt eller ret til at give en underretning.

 

Hvidvasksekretariatet anbefaler alle underretningspligtige til at underrette om mistænkelig aktivitet, også selvom den konkrete mistanke ikke er dækket af signaler på listerne her.

 

Følgende udgivelse er en opdateret udgave af Indikatorer på eventuel hvidvask af udbytte eller finansiering af terrorisme fra 2021. Listerne med røde flag bygger på en række nationale og internationale kilder, heriblandt rapporter fra FATF og Egmontgruppe samt efterforskninger, efterretninger og analyser i Danmark. Listerne over røde flag udvikles i takt med, at vi får ny viden om de kriminelle aktørers strategier og opførsel.